default

NYHEDER 2018

12.07.2018

Virksomhedssammenlægning skaber full‐service rådgivning inden for teknisk byggeri

Slider billede

 

Arkikon tilbyder nu den fulde pakke
Rasmussen Rådgivende Ingeniør ApS og Arkikon ApS smelter pr. 1. juli 2018 sammen til én virksomhed, som under navnet Arkikon nu samler alle kompetencer og bliver til et full‐service arkitekt‐ og ingeniørhus inden for teknisk byggeri. Foruden arkitekt‐, konstruktør‐ og ingeniørdelen, som Arkikon indtil nu har været specialiseret i, kommer Rasmussen Rådgivende Ingeniør med stærke kompetencer og solid erfaring inden for installationer.

Målet med sammenlægningen er at skabe mere værdi for kunderne, som nu vil kunne få en komplet løsning fra samme rådgiver.

”Vi ser i stigende grad, at de mest ambitiøse indkøbere af teknisk byggeri går efter samarbejdspartnere, der leverer hele pakken fra strategisk kreativitet og teknisk viden til udvikling og eksekvering af nytænkende projekter. Det forudsætter en bred vifte af kompetencer og ikke mindst en organisation, som formår at løfte opgaver, der på samme tid kræver struktur, kreativitet og agilitet,” siger Thomas Enevold, Administrerende Direktør i Arkikon.

Det er netop, hvad Arkikon og Rasmussen Rådgivende Ingeniør forventer, at sammenlægningen skal bidrage til. Således vil fremtidens Arkikon i endnu højere grad favne både fagspecifik‐ og totalrådgivning. Som et resultat af sammenlægningen flytter Rasmussen Rådgivende Ingeniør ind hos Arkikon på Fornæs ved Grenaa, og den samlede virksomhed vil fremover udelukkende gå under navnet Arkikon.

”Vi har haft et tæt forhold til Arkikon i en del år, så vores samarbejde vil kunne mærkes af kunderne fra dag et. Vi kender hinandens styrker ‐ ikke mindst fra en lang række vellykkede samarbejdsprojekter. På den måde har vi har opbygget tillid og respekt for hinandens stærke kompetencer på alle niveauer. Udgangspunktet for vores sammenlægning er derfor faglig respekt, tillid og masser af ambitioner, fordi begge parter bringer dokumenterede kompetencer til bordet – og derved har vi de bedst tænkelige muligheder for at skabe synergi,” siger René Rasmussen, ejer af Rasmussen Rådgivende Ingeniør, der nu indtræder i Arkikons ejerkreds, som udover Thomas Enevold består af Bo Brøgger Rasmussen og Jesper Hauskov.

”Vi er to sunde og overskudsgivende virksomheder, der nu vælger hinandens selskab. Vi har lyst til at satse og investere i fremtidens mest kompetente arkitekt‐ og ingeniørvirksomhed. Vi glæder os meget til at komme i gang ‐ og først og fremmest til at præsentere det nye Arkikon for vores kunder. På baggrund af vores mangeårige erfaring i branchen har vi udviklet en række innovative værktøjer og processer, der giver kunderne de bedste løsninger hurtigt og i den rette kvalitet,” siger Thomas Enevold, der i øvrigt medgiver, at denne sammenlægning er en brik i et større puslespil, der skal gøre virksomhedens vækstplaner til en realitet.

 

Kjellerup Fjernvarme

10.01.2018

Så arbejdet med udarbejdelse af udbudsmateriale på bygningsarbejde til nyt varmeværk for Kjellerup fjernvarme færdig. Rasmussen Rådgivende Ingeniør har udarbejdet materialet på vvs- og ventilationsarbejdet i bygningen.

På vegne af bygherre vil vi gerne gøre opmærksom på – og indbyde til, at entreprenører deltager i udbuddet for hovedentreprisen gældende et nyt flisfyret varmeværk for Kjellerup Fjernvarme. Omfanget er overordnet ca. 3.500m² bygning og 10.000m² anlæg. Alt relevant materiale kan downloades via Arkikons projektweb her. https://www.arkikon.dk/nyheder/vis/?id=94